Lungefunktion
Spirometri
Nedsat lungefunktion i % af forventet kan understøtte diagnosen. Påvisning af ændring i FEV1 på mere end 12 % er diagnostisk for astma.
Peak Flow
Peak Flow har været anvendt til diagnose og monitorering. Enkeltstående målinger er uden værdi (undtagen ved akut svær astma). Gentagne målinger foretaget hjemme morgen og aften over en 2-3 ugers periode kan være diagnostisk hvis der afsløres stærkt svingende værdier (>20%), men metoden er vanskelig at vurdere pga stor afhængighed af kooperation og teknik, og fordi PEF-apparatet er stærkt upræcist.
Stetoskopi
Lungefunktionen er typisk reduceret mere end 1/3 når der høres auskultatoriske tegn til obstruktion. Normal stetoskopi udelukker derfor ikke astma.
Bronkial hyperreaktivitet
Påvisning af bronkial hyperreaktivitet kan understøtte astmadiagnosen. Der anvendes forskellige standardiserede provokationer:
- Anstrengelsprovokation
- Provokation med tør/kold luft
- Metacholinprovokation
FeNO
Måling af NO i udåndingen er nok den mest følsomme metode til at detektere astmasygdom, men det er endnu usikkert hvordan metoden skal placeres i udredning og monitorering af børneastma.





